Botilbudsleder til vores veldrevne helhedstilbud Kysten på Lolland – sjældent udbudt stilling

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du være vores nye botilbudsleder på Kysten, hvor en stabil og fagligt stærk medarbejdergruppe hver dag går på arbejde for at skabe de bedste rammer for vores 10 borgere?

Så læs videre her.

Kysten er et veldrevet bo- og dagtilbud for mennesker med varig nedsat psykisk og fysisk funktionsevne samt dom til anbringelse.

Vores tidligere botilbudsleder har efter mange år på Kysten fundet nye udfordringer, og derfor sidder du nu og læser én af de mere sjældne jobannoncer.

Jesper Kolath, der nu giver tilbudslederstafetten videre, fortæller:
"På botilbuddet Kysten handler det først og fremmest om hjerterum og plads til forskelligheder. Vi tror på, at alle fortjener en plads i livet – uanset deres baggrund eller tidligere handlinger. Vi ser mennesket bag historien og skaber et rum, hvor det er naturligt og sundt at turde drømme. Som leder hos os skal du kunne balancere en dygtig medarbejdergruppe med stærke faglige kompetencer og samtidig bringe nye idéer i spil. Det kræver, at du forstår og respekterer den eksisterende kultur samtidig med, at du tør udfordre og udvikle den."

Se en kort film fra Kysten.

Om Kysten 
På Kysten er vores fælles definerede kerneopgave ikke bare noget, der står på en kaffekop, men rent faktisk et mindset, som vi alle dagligt arbejder ud fra: ”I fællesskab at fremme trivsel og tryghed, støtte god livsmestring og skabe plads til drømme”.

Kysten ligger i naturskønne omgivelser med egen sansesti, udendørsmotionsredskaber og nyopført bålhytte. Vi ligger helt ned til vandkanten i Nysted, hvor vi bogstavelig talt kan fiske fra forhaven. Derudover har vi også eget sanserum, indendørsmotionsrum og egen biograf.  

Kysten er en del af området Multiple i Københavns Kommune, og du bliver en del af et stærkt centerfællesskab, hvor tillid, åbenhed og høje faglige ambitioner er fundamentet for vores arbejde. Som botilbudsleder indgår du i centerledelsen, der mødes fast en gang om måneden, og du understøttes af dygtige konsulenter inden for det social- og sundhedsfaglige område, arbejdsmiljø og HR.

Vores dagligdag
Borgerne har dagligt mulighed for at være i beskæftigelse eller deltage i aktiviteter i vores dagtilbud. I denne beskæftigelse ligger blandt andet brændeflækning, produktion af keramik og andre skønne ting, vi sælger i vores lille bod. Disse værdifulde opgaver understøttes af vores dedikerede dagtilbudsmedarbejdere

Borgerne på Kysten modtager dagligt støtte til mestring af eget liv i et sundheds- og socialfagligt perspektiv. Det omfatter blandt andet tæt relationsarbejde, deltagelse i fællesskaber, nærvær, omsorg, tryghed samt støtte til ADL. Disse kerneopgaver varetages af vores dedikerede botilbudspersonale – og som leder er du en synlig og aktiv del af denne hverdag.

Jobbet
Din arbejdsdag er tæt på både borgere og medarbejdere og vil i høj grad være præget af driften. Det betyder, at du skal trives i en omskiftelig hverdag, hvor du løbende prioriterer mellem faglige, personalemæssige og praktiske opgaver. Du bevæger dig naturligt mellem det strategiske og det operationelle og formår at bevare overblik og retning – også når dagen ikke går som planlagt.

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt uden øvre arbejdstid. Da Kysten organisatorisk er forankret i Københavns Kommune, må du forvente jævnlige mødeaktiviteter i København – typisk i gennemsnit hver 14. dag, i perioder hyppigere. Det indebærer også, at der vil være arbejdsdage, hvor transporten gør, at arbejdsdagen strækker sig til efter almindelig arbejdstid.

Om dig
Vi leder efter dig, som brænder for og har solid erfaring med ledelse, ligesom du også er stærk på relationer og struktur. Som botilbudsleder er det vigtigt, at du har den strategiske og økonomiske forståelse for, hvordan man driver og udvikler et botilbud under forandring.

Med din nysgerrige og nærværende ledelsesstil har du indsigt i, hvilke udfordringer din afdelingsleder og medarbejdere står med. Du omsætter denne indsigt til relevant faglig sparring og skaber rum for udvikling, refleksion og afprøvning af nye tilgange i praksis.

På Kysten arbejder vi med en tydelig faglig retning, hvor der aktuelt er særligt fokus på Low Arousal 2 Udvikling (LA2U) og Neuropædagogik. Det er en fordel, at du har kendskab til – eller interesse for – disse tilgange og kan være med til at videreudvikle dem i samspil med medarbejdergruppen, samtidig med at du sætter din egen retning for den faglige udvikling.

Du sætter holdet af dygtige medarbejdere og giver løbende sparring og feedback, ligesom du ikke er bange for at adressere eventuelle problemer og håndtere konflikter proaktivt. Høj trivsel og et godt arbejdsmiljø er afgørende for at lykkedes med vores kerneopgave, og dit bidrag til dette er et succeskriterium for din ledelsesopgave.

Du skal sikre, at driften og budgettet hænger sammen og styre økonomien med sikker hånd med kompetent support fra vores dygtige kollegaer i Økonomiafdelingen.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.  
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt. 
Vi ønsker stillingen besat den 1. august 2026. 
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi straffeattest samt referencer. 

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte områdechef Katrine Israelsen Linneboe på 51 18 14 19.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning samt CV.

Søg via linket senest søndag den 31. maj 2026
Vi afholder førstesamtaler tirsdag den 9. juni og andensamtaler tirsdag den 16. juni. I forbindelse med ansættelsessamtaler bruger vi personlighedstest og case.