Barselsvikar til vuggestuen i Børnehuset Lygtemagerstien

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Tidsbegrænset job (vikariater, projektstillinger mv.)

Har du et særligt blik for barnets tidlige år?

Så er det måske dig vi søger.

Barnets første år har en afgørende betydning for barnets udvikling og det er derfor vigtigt, at de voksne, der omgiver barnet, er bevidste om den indflydelse, de har.

Har du blik for, hvordan man opbygger en tryg relation med et barn, der skal starte i vuggestue og skal finde sig til rette i en hverdag uden mor og far? Den trygge relation er af stor betydning for det lille barns tryghed, trivsel og mod på at lege og undersøge sine omgivelser. Det er derfor af stor betydning, at du vægter netop denne del af praksis meget højt.

Vi søger derfor en pædagog eller erfaren pædagogmedhjælper, der har en særlig interesse for at skabe de bedste udviklingsbetingelser for vuggestuebørn og som forstår, hvor vigtig netop denne opgave er.

Om os
Børnehuset Lygtemagerstien er en integreret institution med børn på 0-6 år. Vi har to vuggestuegrupper, hvor vi netop søger en barselsvikar til den ene stue, hvor du vil danne kollegaskab med en anden pædagog og en dygtig pædagogmedhjælper.

Gennem de seneste år har vi arbejdet med forskellige faglige emner som en del af vores fælles kompetenceudvikling. Vi har bl.a. arbejdet med udvikling af en normrefleksiv praksis og med omsorgsgrebet, som er udviklet af Børns Vilkår og tager afsæt i tryghedscirklen. Derudover har vi bl.a. arbejdet med leg og legens betydning i et neuroaffektivt perspektiv, samt børn i udsatte positioner og hvordan vi bedst kan støtte op om deres udviklingsmuligheder.

Vi dykker løbende ned i forskellige sproglige områder, idet vores leder er uddannet logopæd og derfor har et gennemgående fokus på sprog. Indtil videre har vi været omkring emner som barnets almene sproglige udvikling, etablering af sprogunderstøttende læringsmiljø, børn med flere sprog og senest ordblindhed. Det er ikke forventet, at du kender noget til alle de emner.

Børnehuset Lygtemagerstien ligger i Remiseparken på Amager. Vores nærmeste nabo er Bondegården, som er en bemandet legeplads med dyrehold. Her kan vi komme tæt på heste, geder, grise, kaniner og høns. Derudover ligger vi i grønne omgivelser tæt på bus og metro.

Vi søger en barselsvikar, der

  • først og fremmest brænder for arbejdet med børn
  • kan lege, fjolle og kramme
  • fascineres af børnenes spirende nysgerrighed, og som ønsker at være nysgerrig og eksperimenterende sammen med børnene
  • har erfaring med forældresamarbejde
  • har interesse i at lære nyt og som tør reflektere over egen praksis
  • ønsker at tage del i en faglig udvikling og ser kollegial sparring, som en ressource
  • ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab
  • er mødestabil

Vikariatet starter den 6. juli og ligger dermed midt i ferieperioden. Vi er derfor klar over, at du kan have planlagt ferie. Dette er ingen hindring.

Ansættelsesvilkår 
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og inden for rammerne af lokal løndannelse.  
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt inden for åbningstiden, som er kl. 6.30-17.00 (fredag kl. 6.30-16.00)
Der er tale om et barselsvikariat med start den 6. juli 2026 eller snarest muligt herefter. 
I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest samt referencer. 
Vores adresse er Lygtemagerstien 21-23, 2300 København S.

Mere information  
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Maja Thaning Søgaard på 21 77 38 69.

Hvis du synes opslaget lyder interessant, så send en ansøgning.

Søg via linket senest onsdag den 20. maj 2026 
Samtaler afholdes løbende.